×

Advarselsmeddelelse

  • Begivenheden har allerede fundet sted.
Søndag d. 26. april 2020, Kl. 09:30 til kl. 10:30

Dagens tekster handler om Jesus som hyrde.

Den gode hyrde.

Den, som sætter sit liv til for at redde det fortabte får.


Hyrdebilledet er en metafor fra en tid, hvor billedsprog blev valgt ud fra den virkelighed, som de mennesker kendte til, som han talte i billedsprog til. 

Et billedsprog fra i dag, kunne være, at Gud er den forælder, der sætter sig ud i sin bil klokken 3 om natten for at hente sin teenager, der er blevet for fuld til at finde hjem selv. Hvor en ven har ringet til forældrene, for at fortælle, at deres barn ligger og brækker sig på en gade i storbyen – og at vennerne ikke kan hjælpe mere, fordi personen er blevet så fuld, at de ikke kan hjælpe ham alene eller tage ansvar for ham.  

Skal forælderen afvise vennerne og lade barnet klare sig selv, så det kan lære af sine fejl – eller skal forælderen starte bilen og køre afsted i natten?  

Skal forælderen efterlade dem derhjemme, som også har brug for at blive passet på i natten, for at hente det fortabte barn, som ikke kunne kende sine egne grænser?  

Jesus fortæller, at Gud har givet ham opgaven med at tage hånd om alle menneskebørn.

Hvis en eneste af os savnes, bliver hele menneskeheden ødelagt, og hyrden kan ikke længere være glad.

Hvert menneske har en unik og uerstattelig værdi. Hvert menneske er vigtigt – livsvigtigt. Jesus lider villigt og bliver korsfæstet for hver og en af os personligt. En dybere indsigt i dette skulle umiddelbart ændre vores forhold til Gud. Det ville blive fyldt med ydmyg tillid, ærefrygt og taknemmelighed.  

Jesus fortæller, at hyrden forlader sine nioghalvfems øvrige får for at søge efter det ene, han har mistet. Alle fårene hører sammen, og når det ene er faret vild, skal alle de andre risikeres for dette ene. De må være parate til at undvære hyrden og lade ham gå ud og lede. Hvis vi virkelig forstod, hvor dybt vores fællesskab med hinanden er, ville vi måske ikke være så hurtige til at klage og jamre, når vi synes, at Gud er langt væk. I stedet skulle vi med glæde udholde følelsen af hans fravær og huske på, at han er ude og lede efter dem, han har mistet.  

Fårene kender hans stemme.

Findes der virkeligt får, som ikke kender Guds stemme.  

Er Jesus vred på dem, der ikke vil lytte til ham?

Dømmer han dem, der ikke vil lytte ude?  

Stiller visdommen de to forskellige får ved siden af hinanden, og får Jesus til opgave at dømme mellem disse to får?  

Bryder Jesus sammen, som Gud gør, der ikke kan dømme et af sine børn til fortabelse – og går i døden selv på korset for at frelse det fortabte får?  

Det var jo det, vi hørte i påsken langfredag.

Kærligheden vinder.

Lad os vende os til Gud i taknemmelighed og tage imod ham.