Kirkebryllup er både vielse og velsignelse af et par. Et kirkebryllup er lige så juridisk gyldigt som vielse på rådhuset. Bryllupsceremonien forløber med bønner, salmer, bibellæsninger, en vielsestale og velsignelsen. Et kirkebryllup handler også om kristen tro, håb og kærlighed.

I kan blive gift i folkekirken, når I begge eller en af jer er medlem af folkekirken. Ønsker I at blive gift i Karlstrup eller Karlslunde kirke, skal I enten bo i sognene eller have særlig tilknytning til kirkerne. Er I i tvivl om tilknytning, kan i spørge på kirkekontoret.

Det skal I huske

Ønsker I at blive viet i Karlslunde eller Karlstrup kirke, skal I først henvende jer til kirkekontoret, som aftaler dato og kirke med jer. Herudover skal I skaffe en prøvelsesattest på kommunen, finde vidner til vielsen og snakke med præsten, der skal vie jer. Men alt dette får I et brev fra kirkekontoret om, når vielsen er aftalt.

Er I allerede gift?

Hvis I allerede er gift med hinanden, kan I få en kirkelig velsignelse. Man kan ikke både blive viet på rådhuset og i kirken. En kirkelig velsignelse ligner i ritualerne meget ved en vielse med bønner, salmer, tale og velsignelse.

Navneændring i forbindelse med vielsen

Det er gratis at ændre navne i forbindelse med brylluppet, hvis I ønsker at komme til at dele et eller flere navne.

Vil I bare have ændret et eller flere navne uafhængigt at jeres kommende ægtefælles navne, er der samme gebyr på navneændringen som ved al anden navneændring.

Hvis navneændringen skal gælde fra bryllupsdagen, skal I ansøge om navneændring i god tid inden brylluppet. I kan stadig gratis få ændret navne op til 3 måneder efter brylluppet.