I dagene 2.-6. juni 2018 havde Karlslunde menighedsråd besøg af 4 medlemmer af menigheden i Nigrande Kirke i Letland.

I snart 25 år har der været kontakt mellem Karlslunde og Nigrandes kirker. Det er som et led i denne kontakt, at de 4 lettiske kirkemedlemmer besøgte Karlslunde.

Der var lagt et spændende program. Gæsterne var privat indkvarteret hos menighedsrådsmedlemmer og frivillige fra Letlandsudvalget, som står for løbende kontakt til Nigrande, og som er med til planlægge sommerfest, tøjindsamling og velgørenhedsmiddag til fordel for vore lettiske venner.

Gæsterne ankom lørdag aften, og allerede søndag var der festgudstjeneste i Karlslunde Kirke med efterfølgende reception for gæster og kirkegængere i Sognegården. På den måde er der mange fra Karlslunde, der får hilst på de personer, som de har mødt i Nigrande under de efterhånden mange besøg der. Den personlige kontakt er af stor betydning for venskabet mellem de to kirker.

Søndag eftermiddag var der tur til Roskilde, hvor Domkirken blev besøgt. Efter privat eftermiddagskaffe i Roskilde blev Kirkens Korshærs cafe besøgt. Her var der rundvisning og efterfølgende debat med letterne om behov for hjælp til de personer, der lever på samfundets kant. Også kirken har en vigtig opgave her.

Mandag blev plejecentret ”Møllehøj” besøgt. Rundvisning og spørgsmål gav et godt indblik i centret arbejde for de ældre.

Resten af dagen var der tur til København med havnerundfart, besøg i kirker og et par timer til shopping, inden der blev sluttet af i Tivoli.

Tirsdag formiddag var der arrangeret et møde med Karlslunde Kirkes Letlandsudvalg og repræsentanter fra menighedsrådet. Her blev den kirkelige situation i Letland drøftet. Kirken i landet er ikke en folkekirke eller statskirke, men klarer jeg alene ved hjælp af bidrag fra medlemmer (kontingent) og frivillige gaver. I Nigrande er der fortsat arbejdsløshed og nød og mange ældre, der har svært ved at klare dagen og vejen.
På den baggrund blev der opstillet en liste over de hjælpeprojekter, der skal være i centrum de kommende år. Hjælpen går til alle i Nigrande, der har behov for det, uanset om man er medlemmer af Nigrande Kirke eller ikke. Det er vigtigt, at være kirke for alle uanset medlemskab, hvilket Karlslunde menighedsråd understreger gang på gang.

 


Repræsentanter fra Karlslunde Kirke holder møde om med
de lettiske gæster om hjælpeprojekter for de kommende år.

 

 

 

Dagen sluttede med Grundlovsmøde på Midtsjællands Efterskole i Ny Tolstrup ved Hvalsø. Skolen har baggrund i det kirkelige ungdomsarbejde med tilknytning til KFUM og -K samt FDF. Der var rundvisning på skolen og hele friskoletanken blev drøftet med letterne. Desuden var der talere, underholdning, kaffe og aftensmad.

Onsdag formiddag blev de lettiske gæster sendt hjemad igen, godt trætte og med mange nye indtryk. Det var første gang, de besøgte Danmark.

For at kontakten mellem de to kirker kan opretholdes, er det vigtigt at mødes hos hinanden for på den måde at opleve de forskellige vilkår, og for at de personlige bånd kan fastholdes.

 

Alfred Jensen